Drenge bliver også udsat for seksuelle overgreb

FÅ LÆST TEKSTEN OP

FAGPERSONER

Drenge bliver også udsat for seksuelle overgreb, men mørketallet er ifølge Det Kriminalpræventive Råd og flere undersøgelser stort, da mange overgreb aldrig bliver anmeldt. Skam, tabu og myter kan gøre overgrebene til en dyb og velbevaret hemmelighed.

Det er veldokumenteret, at de seksuelle overgreb i barndom og ungdom sætter skadelige spor langt op i tilværelsen med fx depression, angst, PTSD, selvmordsforsøg, selvmedicinering og selvskade. Derfor er det vigtigt at have et indgående kendskab til senfølger efter seksuelle overgreb for at kunne tilbyde den rette hjælp og støtte til de ramte og vide, hvilke problematikker og dilemmaer de pårørende kan møde i hverdagen.

Gennem hjemmesidens temaer kan du som fagperson blive klogere på seksuelle overgreb mod drenge og mænd og lade dig inspirere til at møde og behandle de ramte og deres pårørende på en kvalificeret og hensynsfuld måde. Nederst på siden finder du gode råd, supplerende viden om blandt andet traumer, forebyggende indsatser og forslag til temadage. De fleste materialer lægger op til refleksion og debat og er særligt velegnede i faglige udviklingssammenhænge med andre.

VÆLG TEMA

PARFORHOLD

Som partner er det vigtigt at sige fra, når det drama, som der ofte er om den seksuelt misbrugte mand, bliver uforståeligt eller for utåleligt at være i for den pårørende.
Dette tema sætter fokus på udfordringer, hjælp og støtte til de ramte par.

DOKUMENTAR
FIKTIONSFILM
FORTÆLLING

FAMILIEN

Overgreb er omgærdet med megen skam. Senfølgeramte føler ofte stor magtesløshed, hvilket kan gøre det svært for familien til en ramt at være i og handle på.
Dette tema sætter fokus på familierelationer, tabu, traumer, tillid og forståelse.

DOKUMENTAR
FIKTIONSFILM
FORTÆLLING

VENSKAB OG ARBEJDSLIV

Traumeramte er ofte voldsomt påvirkede og lever med frygten for flashbacks hele tiden. Den frygt kan ikke styres eller kontrolleres og kan være svær for venner og kollegaer at forstå.
Dette tema sætter fokus på det svære ved at bevare venskab, studie og arbejde.

DOKUMENTAR
DOKUMENTAR
FIKTIONSFILM
FORTÆLLING
4

GODE RÅD OG VIDEN

Her finder du gode råd og faglig viden om hjælp, støtte og behandling til mænd udsat for seksuelle overgreb og deres pårørende.

Find blandt andet viden om senfølger af overgreb og forslag til temadage. Søg mere viden og inspiration blandt supplerende online materialer, litteratur og artikler.

DU FINDER MATERIALET HER

Dokumentarfilm om Mandegruppen

Denne dokumentarfilm i fire afsnit er fortællingen om en Mandegruppe i et psykoterapeutiske behandlingsforløb, som er filmet over en periode på tolv måneder. Det er organisationen Kvisten, der står bag Mandegruppen bestående af seks mænd og to terapeuter, som mødes en gang om ugen i Silkeborg. I de fire afsnit følger filmen hovedpersonerne Lars Neve og Peter Fønns. Desuden deltager Jari, Nis, Lars S. og Rüstem i mandegruppen.
Journalistiske valg undervejs betyder, at behandlingsforløbene ikke vises i deres helheder.

dok1

Afsnit 1 - Opstart på mandegruppen

Peter og Lars hjemme hos sig selv. Her fortæller de om deres bevæggrunde for at deltage i mandegruppen og det, de håber på at opnå. De to terapeuter Henrik Buskov og Jesper Brandt, der står for mandegruppen, starter behandlingsforløbet op en sommerdag i Silkeborg.

dok 2

Afsnit 2 - Forløbet er i gang

Lars og Peter er kommet godt i gang med det psykoterapeutiske behandlingsforløb i mandegruppen, det er hårdt arbejde, men der er også plads til smil. Lars’s gode veninde Sigrid fortæller om Lars’s udfordringer.

doc 3

Afsnit 3 - Rejsen fortsætter

Det kræver meget af både Peter og Lars at gå i Mandegruppen. De rykker sig begge en del, med stor støtte fra de to terapeuter Henrik og Jesper. Peter er på arbejde, hvor han har møde med en journalist.

doc 4

Afsnit 4 - Afslutningen

Peter besøger sin bror Søren på Sjælland for at finde forklaringer. Lars holder foredrag – og Peter besøger den børnehave i hans hjemby, hvor overgrebene mod ham blev begået. Begge er de godt på vej i livet / forløbet.

VIDEN OG BERETNINGER

Her finder du gode råd og yderligere viden, som kan være til hjælp og støtte i dagligdagen. Materialet er til både mænd udsat for seksuelle overgreb og til deres pårørende.

Find blandt andet yderligere oplysning og viden om senfølger af overgreb. Bliv inspireret til at opsøge hjælp og støtte og søg blandt supplerende online materialer, litteratur og artikler.

Du finder materialet HER

DOKUMENTAR - Camilla og Martin

I filmen fortæller Camilla, at mange ubehagelige og voldsomme situationer og udfordringer i hendes forhold med Martin gav mening, da hun fik at vide, hvad han havde været udsat for som barn. Camilla satte alt ind på at få hjælpe til ham. Men glemte sig selv.

Kan også bruges som afsæt til samtale mellem dig og dine kollegaer

Hvordan og med hvad kan du hjælpe og støtte parforhold i følgende situationer som beskrevet herunder? Overvej hvilke gode råd og henvisninger til mere viden om overgreb, som kan være nyttig for parret.

  • Hvis den misbrugte pga. senfølger bliver vred eller trækker sig? Hvordan er det mest hensigtsmæssigt at reagere?

  • Hvis den pårørende oplever, at den misbrugte tager en for stor del af dennes (egen)tid og kræfter?

  • Hvis det er svært for parret at passe godt nok på sig selv i parforholdet?

  • Hvordan hjælper du parret til at finde ud af, hvad der er bedst for en selv, og hvad man har lyst til?

  • Hvordan hjælper du parret til at finde ud af at tackle ny viden om, at ens partner har været seksuelt misbrugt som barn?

FIKTIONSFILM - Jakob og Signe

En kort fiktionsfilm med fokus på de forskellige behov og udfordringer, man kan have i et parforhold. Jakob blev overgrebet som barn og ung. Hans traumer er svære for både ham og hans kæreste at være i.
Filmen er blevet til med afsæt i virkelige hændelser.

  1. Hvad går konflikten ud på i denne film og hvorfor?

  2. Hvad tænker du om den måde, henholdsvis Signe og Jakob reagerer på i løbet af filmen? Hvad kan trigge deres adfærd? Hvordan kan du hjælpe dem med at løse deres problemer på en hensigtsmæssig måde?

  3. Hvordan kan henholdsvis Jakob og Signe komme til en bedre forståelse for hinanden?

  4. Hvis du skulle give parret i filmen et eller flere gode råd, hvad kan det så være?

Hvem tænker du kan være en støtte og hjælp for par som Jakob og Signe? Hvem eller til hvad vil du henvise dem til udover til dig?

Læs et uddrag af en personlig fortælling om Malte og hans oplevelse med at erkende overgrebene, forholdet til sin kone, sex og om at nå den rigtige hjælp.

Forestil dig undervejs, hvordan du som fagperson vil kunne hjælpe og støtte et menneske som Malte og hans kone.

Fortælling - den, der får skylden

Malte (49), gik i Kvistens mandegruppe i Silkeborg i 2017-2019. Han bor sammen med sin kone i en mindre by i Østjylland, og han er bonusfar til hendes fire store børn.

Det var få måneder efter, at jeg i 2012 var flyttet sammen med min kone og to af hendes fire børn. En nat vågnede jeg med mareridt og flashbacks om seksuelle overgreb, som jeg slet ikke var klar over, at jeg havde været udsat for. Det var meget voldsomme flashbacks om selve overgrebssituationen. Jeg havde ikke på noget tidspunkt i mit liv haft nogen anelse om, at de ting var sket for mig. Det var virkelig noget, der lagde mig ned. Overgrebene var fuldstændig fortrængt og helt væk i min bevidsthed.

I første omgang vidste jeg ikke, hvad der fik erindringerne frem. Der var to faktorer, der kan have banet vej for dem. En dag, hvor jeg elskede med min kone, skete der pludselig noget indeni mig, så jeg måtte afbryde. Det sårede hende meget, men jeg kunne ikke forklare det. Dengang var jeg også frivillig hos TUBA, som er et tilbud til børn af alkoholikere. Jeg talte med børnene om deres situation, og jeg rådgav dem om, hvor de kunne henvende sig for at få hjælp. Jeg er selv vokset op hos en alkoholisk mor og har benyttet mig af TUBAs tilbud, længe før jeg selv blev frivillig. Måske triggede samtalerne med børnene noget i mig, så erindringerne begyndte at arbejde sig op i min bevidsthed.

Jeg mærkede erindringerne både fysisk og psykisk, og det var voldsomt… Som at være i situationen igen. De gentagne flashbacks og senerindringer førte til, at jeg fik tilbudt et forløb i psykiatrien, hvor jeg deltog i sessioner med noget, der hed EMDR – Eye Movement Dissociation Reprocessing. Men jeg fik ikke tilbud om samtaler eller noget i den retning, og det var utroligt hårdt. Jeg kunne slet ikke deale med det og vidste ikke, hvad der var op og ned, bogstaveligt talt.
Der er et stort spring, fra senerindringerne begyndte at komme i 2012, og til jeg startede i Kvistens mandegruppe i Silkeborg i 2017. Det var faktisk så lang tid, som det tog mig at komme igennem behandlingssystemet og nå frem til den rigtige hjælp.

Drikkeri, overgreb og skyld

Mine forældre blev skilt, da jeg var ca. tre år. Min mor var en del sammen med nogle mænd, som hun kendte fra sin tid på lærerseminariet. De drak rigtig meget, når de var sammen. En af mændene begik overgreb mod mig på mange måder, både fysisk og seksuelt. Der har jeg været omkring fire-fem år. Mit forhold til min mor betød, at jeg aldrig har kunnet mærke, om noget var rigtigt eller forkert, jeg fulgte bare med. Det var også noget, jeg lærte af min far, at man bare skulle følge med og ’gøre, som de voksne siger’. Det var ikke noget, man opponerede imod. Jeg var et meget stille barn. Børn protesterer på forskellige måder, men jeg var meget apatisk. Da jeg var omkring 11 år, var min mor sammen med en ny mand, som også begik overgreb mod mig. Men der fik jeg samtidig en oplevelse af nærhed, som jeg havde brug for.
Min mor var altid skyldfri. Så langt tilbage, jeg over- hovedet kan huske, blev skylden altid lagt over på mig. Alting var altid min skyld. Der fik jeg plantet min skyldfølelse. Hvad jeg mente og følte, det var ikke vigtigt og ikke rigtigt. Jeg var voldsomt traumatiseret. Som barn havde jeg lukket mit følelsessystem helt ned og var slet ikke i forbindelse med, hvordan jeg havde det. Jeg var i den grad dissocieret. Det vil sige, at jeg mentalt befandt mig et sted uden for min egen krop, så mig selv udefra og kunne slet ikke mærke, hvordan jeg selv havde det.

Overlevelse

I 2006-2008 havde jeg også en god psykolog i Aarhus. Her lærte jeg, at jeg først skulle tage kontakt til min mor, når jeg selv kunne leve med, at hun aldrig ville acceptere sit ansvar for, hvor dårligt hun behandlede mig som barn. Det punkt nåede jeg ikke til, inden hun døde af kræft i 2012. Mod slutningen, hvor hun var alvorligt syg, kom der bud fra hende til min far, som hun gerne ville se, inden hun døde. Det gjorde ondt, at hun ikke ville se mig. Den samme sommer begyndte jeg at få senerindringer om de seksuelle overgreb. 2012 var et rigtig svært år.
Året forinden havde jeg mødt min nuværende kone efter at have været single i en årrække. Vi snakkede rigtig godt sammen, og hun skubbede på for, at jeg skulle have hjælp. Hun kunne se, at jeg havde brug for det, længe før jeg selv kunne. Hun er og har været en rigtig god støtte for mig.

Skam og ydmygelse

Allerede omkring 11-12 års alderen begyndte jeg at udvikle mit fantasiunivers – et seksuelt univers. Min seksualitet vågnede tidligt og udviklede sig forkvaklet.

Min mor havde en del ugeblade – helt uskyldige – men jeg begyndte at fantasere seksuelt om kvinderne i bladene, og det har hængt ved lige siden.

I perioder fyldte porno alle mine vågne timer, når jeg havde fri, nogle gange også på arbejdet og om natten, når jeg kom hjem fra en vagt som buschauffør. Jeg jagtede forløsningen, og når jeg opnåede den, kom tomheden. Igen og igen. Mine seksuelle fantasier handlede altid om ydmygelse af mig, og jeg var aldrig selv aktiv i de seksuelle udfoldelser. Det var altid kun min partner, der blev seksuelt tilfredsstillet, aldrig mig. Jeg var ingenting, simpelthen ingenting, følte jeg. På den måde var det en selvdestruktiv adfærd ligesom alle andre former for misbrug.

Jeg gik hele tiden i enrum for at kunne udføre det. På den måde er jeg gennem årene gået glip af rigtigt meget nærvær med min kone og familie. Skammen gjorde, at jeg prøvede at holde det hemmeligt for dem ved at slette historikken på computeren. Mit misbrug af porno fik alle skeletterne til at rasle ud af skabet. Jeg har altid klandret min mor for hendes alkoholmisbrug, og så måtte jeg erkende, at jeg også selv havde et misbrug. Det var bare seksuelt. Misbruget er ikke 100 pct. ovre. Jeg kan stadig blive fanget ind igen, men slet ikke i samme grad, og det meste af tiden fylder det slet ikke i mit liv mere.

Min kone opdagede det ved et tilfælde, da hun så et billede af en nøgen kvinde på min telefon. Jeg bagatelliserede det og gav hende skylden; ’du går jo altid så tidligt i seng’. Det blev hun vred over, og lige der gik det op for mig, at jeg gjorde præcis det samme, som min mor altid havde gjort mod mig: At give den anden skylden. Det slog hårdt. I tiden efter forsøgte jeg også at minimere det; ’så meget fylder det jo heller ikke’. Men da omfanget af det blev trævlet op, skræmte det mig. Det var lige ved at skille os ad. Tiden i enrum var en form for beskyttelse mod omverden. Jeg afskar mig fra mine nærmeste og lukkede af for dem. Det var ikke godt for mig. Det var som en overlevelsesmekanisme, hvor der ikke var åbninger for noget eller nogen som helst. Jeg var irriteret og urimeligt ubehagelig overfor familien. Det var ikke nogen god følelse at være i det rum. Heldigvis stod vi det igennem.

Min kone og jeg har ikke længere det seksuelle i vores forhold, men vi har i stedet en masse nærhed og ømhed. Sex trigger mit misbrug, og det rører også ved nogle oplevelser, hun har haft. Det var i starten meget sorgfuldt for os, at det skulle være sådan. Vi havde det jo sådan, at det ’skal man jo gøre som par’. Men det er fantastisk at være nået dertil, hvor vi er nu.

Du kan læse Maltes fortælling i sin fulde længde i E-bogen Der er et håb, side 45-50. E-bogen er udgivet af Kvisten, og du finder den HER

Se også et spot om senfølger og parforhold på denne hjemmeside HER

DOKUMENTAR- BIrte OG nis

Selv ubetinget forældre-kærlighed kan blive sat på alvorlige prøver, når ens barn har været udsat for misbrug i barndommen.
Filmen giver et godt billede af den tålmodighed og mentale styrke, det kræver som mor at kunne rumme og støtte sit voksne barn, der lider af senfølger. Birte fortæller i filmen, at et godt og lyttende netværk var afgørende for, at hun har kunnet være dér for sønnen Nis og samtidigt passe på sig selv.

Kan også bruges som afsæt til samtale mellem dig og dine kollegaer

Hvordan og med hvad kan du hjælpe og støtte de pårørende til en mand, der har været udsat for seksuelle overgreb som barn og ung?

Overvej hvilke gode råd og henvisninger til mere viden om overgreb, der kan være nyttig for både de pårørende og for den, der har været misbrugt.

  • Hvad kan man gøre, hvis ens søn, mands eller fars opførsel går dig på eller måske gør dig vred?
    Skal man lade stå til eller sige fra? Og hvornår kan man gøre det ene eller det andet?
  • Hvordan kan det føles at blive mødt af åbenhed/lukkethed, hvis man har brug for at tale med andre? Og hvad kan man gøre for at fremme åbenhed om at være pårørende til en person med senfølger efter overgreb?
  • Hvilken betydning kan ens søns, mands eller fars øvrige relationer have for en? Hvordan kan de pårørende sammen støtte hinanden?

FIKTIONsfilm

En kort fiktionsfilm med fokus på dramaet omkring den senfølgeramte, som kan være svært for pårørende dels at forstå og dels at være i. Især når overgrebene forbliver en hemmelighed. Jakob blev overgrebet som barn og ung.
Filmen er blevet til med afsæt i virkelige hændelser.

  1. Hvad går konflikten ud på i denne film og hvorfor?

  2. Ser du dilemmaer i denne film? Evt. hvilke?

  3. Hvad tænker du om den måde, henholdsvis Dorthe og Jakob reagerer på i løbet af filmen? Hvad kan trigge deres adfærd?

  4. Hvad tænker du kan være årsager til, at overgrebene er forsøgt tiet ihjel i familien? Og med hvilke konsekvenser?

  5. Hvad vil du kunne hjælpe de to søskende med og hvordan?

  6. Hvem eller hvad tænker du kan være en støtte og hjælp for familier som denne?
 
 

Læs en personlig fortælling om at være datter til en senfølgeramt kvinde, der først sent i livet fortæller om de overgreb, hun som barn blev udsat for af sin storebror.

Forestil dig undervejs, hvordan du som fagperson vil kunne hjælpe og støtte andre familier i en tilsvarende situation.

min mor

Min mor blev krænket af sin storebror, da hun var 3-5 år. Hun åbnede først op om det da hun var 65 år, efter et kort forløb hos en privatpraktiserende psykolog, ikke engang min far, hendes mand gennem 25 år, vidste det. Hun fandt psykologen i en lille avisannonce om hjælp til personer, som havde været udsat for overgreb. Jeg er vokset op stærkt præget af hendes senfølger. I dag er hun 78 år og har Alzheimers.

Min mors psykolog havde opfordret hende til at fortælle om overgrebene. Hun bad mig komme fordi der var noget, hun ville fortælle mig. Jeg mærkede alvoren i det og troede, hun havde fået kræft eller noget i den stil, og forsøgte at forberede mig på det. Vi sad i hendes stue, da hun fortalte om det. Jeg blev meget overrasket, frøs lidt og prøvede at passe på hende, da det tydeligvis var meget svært for hende at fortælle. Jeg forlod igen, som utallige gange før, mig selv i situationen. På psykologens opfordring deltog jeg i en session i hendes praksis. Psykologen forsøgte at få mig til at reagere på, at mor i årevis havde sendt min søster og mig på ferie hos min onkel da vi var børn. Men jeg tog det ikke ind der – jeg passede stadig på mor i det: “mor fremfor mig, som altid” – jeg var mester i at mærke hendes sindstilstand og behov og undertrykke mine egne.

Tilpasningsevne og loyalitet

Jeg havde på det tidspunkt netop tilmeldt mig en psykoterapeut-uddannelse. Indtil da havde jeg anset min opvækst som værende harmonisk og god, jeg blev smerteligt klogere. I uddannelsens obligatoriske egenterapi kom meget til at handle om bl.a. omsorgssvigt, dissociation, grænseproblematik, social umodenhed og tilknytningsforstyrrelse, fordi min mor var følelsesmæssigt fraværende og utilgængelig, selv om hun gjorde, hvad hun kunne. Derudover et stort arbejde i at få adskilt hvad der var mors, og hvad der var mit i vores mangeårige følelsesmæssige symbiose, og en dybdegående interesse i senfølger efter seksuelle overgreb – for at forstå hende og mig selv bedre. Jeg blev bevidst om, hvor stort et ansvar et barn kan løfte fra sine forældre og hvor stor tilpasningsevne og loyalitet det kan præstere. Og ikke mindst hvor ubesværet senfølger kan præge gennem generationer. I dag antager vi ud fra erindringer og gamle breve, at min mormor blev krænket af sin far – min oldefar.
Uden sammenligning genkender jeg en del af målgruppens senfølger i mindre målestok, fordi jeg er vokset op med det og har iagttaget fra første række. Mit selvudviklingsarbejde i terapien er stadig aktivt og højt prioriteret (det synes jeg, alle bør unde sig selv). Jeg har gjort mine studier og svagheder til mine styrker og gjort mit arbejdsliv meget meningsfuldt ved at arbejde med Kvistens målgruppe. og – nå ja – det har glædet min mor! :-)
Den største støtte jeg har er mine kolleger, supervisorer og ikke mindst mine gode studiekammerater og rejsefæller fra psykoterapeut-uddannelsen.

Læs også Lars personlige fortælling, der som 12 årig blev overgrebet af sin fasters svoger. Du finder fortællingen i E-bogen Der er et håb, side 53-57. E-bogen er udgivet af Kvisten, og du finder den HER

Se filmen om Henrik, der i barndommen blev misbrugt af sin stedfar. Overgrebene og volden satte sig så dybe og skadelige spor i Henriks liv, at han overvejede at gøre en ende på det. Hør Henrik fortælle om hans liv og om, hvordan han kom ud på den anden side. Du kan se filmen HER

 

DOKUMENTAR - KURT OG VENSKABERNE

For mænd seksuelt misbrugt som barn eller ung, følger angsten for at blive svigtet igen med ind i voksenlivet og påvirker evnen til at have tillidsfulde relationer til et andet menneske.
I filmen fortæller Kurt og hans ven Kim om deres venskab, og psykoterapeut Henrik Buskov sætter ord på venskabers betydning.

Kan også bruges som afsæt til samtale mellem dig og dine kollegaer.

  • Hvad skal der til for at komme ind på livet af en mand, der har travlt med ”at komme væk” – f.eks. pga. senfølger efter seksuelle overgreb? Hvordan kan du gribe den samtale an professionelt?

  • Som ven kan man (ubevidst) få/have et ønske om at ”frelse” den misbrugte. Hvilke råd vil du give en god ven til en, der lider af senfølger?

  • Har du selv prøvet at have en følelse af at blive afvist af en ven? Hvordan tænker du, at man kan reagere i en sådan situation?

  • Har du prøvet at være bange for at spørge ind til, eller begå fejl i en følsom samtale med en, der har været misbrugt seksuelt? Hvorfor/hvorfor ikke?

DOKUMENTAR - KURT OG ARBEJDSLIVET

For traumeramte mænd skal der ikke så meget til, før de er klar til at kæmpe, flygte eller fryse. Psykiske og følelsesmæssige senfølger gør, at mange misbrugte mænd kan have det svært med autoriteter som f.eks. chefer eller ledere på en arbejdsplads. I filmen fortæller Kurt og psykoterapeut Henrik Buskov om problemer med at være på arbejdspladsen og med at beholde jobbet.

Kan også bruges som afsæt til samtale mellem dig og dine kollegaer.Hvordan og med hvad kan du hjælpe og støtte en arbejdsplads i følgende situationer som beskrevet herunder.

  • Overvej også hvilke gode råd og viden om senfølger efter overgreb, der kan være nyttig for en arbejdsplads at kende til. Konfliktsituationer med en mandlig kollega, hvis årsag ikke umiddelbart kunne forklares?

  • Situationer, hvor en mandlig kollega helt tydeligt fryser eller trækker sig/flygter?

  • Hvad gør man på arbejdspladsen, hvis nogen har en mistanke om, eller direkte kan se, at en mandlig kollega ikke trives?

  • Åbenhed på arbejdspladsen. Er det også muligt at tale om svære følelser. Hvis ikke, hvordan kan man så blive bedre til det?

  • Hvis man har forskellig grænse for, hvor involveret i hinandens livshistorier og problemer, man kan være som kollega?

  • Hvis det opleves som et problem at kunne spørge en mand på arbejdspladsen, hvordan han har det? Er det mere svært at spørge til mandlige kollegaer end kvindelige?

  • Hvis det opleves som et problem for en kollegagruppe at tage hensyn til en kollegas senfølger?

FIKTIONSFILM - dialog

Se en fiktionsfilm med Bente og Jakob på jobbet. Jakob blev overgrebet i barn- og ungdommen og har traumer, der undertiden gør, at han reagerer uforståeligt for andre. Bente forsøger som kollega og ven at støtte Jakob, men han lukker af, når samtalen kommer ind på det svære.

  1. Forestil dig undervejs i dialogen, hvordan det vil være mest hensigtsmæssigt at agere som henholdsvis den ene eller den anden part og med hvilket formål.

  2. Er Bente og Jakob gode til at snakke om det svære og uforståelige? Hvordan/hvorfor ikke? Kan man hjælpe dem til at blive gode til det?

  3. Hvad kan det betyde for Jakob i forhold til fx recovery og senfølger, når Bente siger, at der bliver talt i krogene om ham?

  4. Er Jakob helt ærlig og åben over for Bente i denne dialog? Diskuter din holdning og overvej årsager og løsninger.

  5. Hvordan kan man hjælpe arbejdspladser med at støtte kollegaer, der lider af senfølger efter overgreb? Og hvordan kan man som kollega passe på sig selv i det? Hvilke råd vil du give?

Læs et uddrag af en personlig fortælling om Anders og hans oplevelse med studie- og arbejdsliv, familie og venskaber. Han blev som barn overgrebet gennem flere år af naboens teenager.

Forestil dig undervejs, hvordan du og andre vil kunne give et menneske som Anders den rigtige hjælp og støtte. Overvej også hvordan overgrebet kunne have været opdaget tidligere.

Udlængsel

Anders (24) bor i Aalborg og er patient i regionspsykiatrien med en brugerstyret åben indlæggelse. Han har gået i Kvistens mandegruppe i Aalborg 2018-2020.

Der var knald på i mine efterskoleår og gymnasietid. Jeg er vokset op i en almindelig sund familie med nogle søde søskende og kærlige forældre, og i forhold til de mænd, jeg har mødt i Kvisten, har jeg været meget privilegeret.

Som 18-årig blev jeg opereret i kæben, fordi den skulle korrigeres for en generende læspen og et stort under- bid. Desværre gik der betændelse i operationsarret, så jeg skulle have sådan noget stærk antibiotika, der des- værre også havde den bivirkning, at den kunne virke hallucinerende. Så begyndte jeg at se ting. Der knækkede det for mig, der var nogle ting, som det ikke var meningen, at jeg skulle have husket fra min barndom.

Jeg har oplevet mange seksuelle overgreb som knægt, fra jeg var 7 til 10 år gammel. Det var naboens ældre teenager, som gjorde det. Han har været en 16-17 år. Jeg havde fortrængt overgrebene, indtil jeg nåede voksenalderen. Egentlig har jeg levet et helt almindeligt velfungerende liv som teenager. Jeg var ambitiøs, havde en stor omgangskreds og var meget aktiv politisk og i foreningslivet. Jeg tror, at min overgrebshistorie er meget klassisk: Jeg blev ’groomet’ af naboens seje teenager, der kunne det hele. Han skulle passe mig, når min far ikke var hjemme – mine forældre er skilt. Og så blev jeg misbrugt flere gange.

Siden kæbeoperationen har jeg haft problemer med alt, der førhen ikke var noget problem. Jeg har tabt rigtig meget af, hvad jeg var engang og er meget anderledes i dag. Ødelagt må man sige. Jeg har en masse diagnoser, der er kommet i r…. af det der.

Det lykkedes mig med hjælp at komme igennem gymnasiet. Det var i slutningen af 3.g, hvor jeg blev 18, at det brændte på. Jeg måtte gå året om efter et selvmordsforsøg. Det var meget voldsomt at opleve. Min vicerektor trådte til, og jeg fik lov til at tage de sidste fag på min egen måde. Det lykkedes mig, og jeg fortsatte i et år med selv at forsøge at holde sammen på mit liv.

Det var et hårdt knæk fra en hverdag med succes og ambitioner. Store sociale cirkler og kvinder. Og en drøm om at blive jurist. Mønsterbryderen, der er vokset op på en gård, så det var sådan lidt specielt. Jeg kom ind på jurastudiet på universitetet, optaget på mine karakterer på kvote 1. Men så knækkede filmen igen efter 1. semester. Jeg blev indlagt på psykiatrisk skadestue og har mere eller mindre siden været svært medicineret. Jeg har fået diagnosen PTSD, som jeg nu har været i behandling for i de sidste tre-fire år. Det er en helt anden hverdag, jeg har nu. Jeg er helt uigenkendelig rent fysisk i forhold til, hvordan jeg var dengang. Det har været en langvarig og drøj proces.

Der skete det, at fra den ene dag til den anden blev jeg svært depressiv og angst. En dag, hvor min mor og jeg var på vej hjem i bilen fra undersøgelse hos en eller anden læge, begyndte jeg at få det underligt. Jeg kan huske, at jeg fortalte hende, at jeg gerne ville dø. Min mor brød jo sammen, og hun har også døjet med angst siden. Hun reagerede jo, som enhver anden mor ville gøre, når hendes barn siger sådan noget. Jeg fortalte ikke min far om overgrebet før et år senere. Jeg var bange for, at han ville slå min overgrebsmand ihjel, for han er sådan meget vestjysk i det… Og ja, han blev… rasende.

Det er derfor, at jeg er relativt ung i forhold til de andre mænd i Kvisten, fordi skidtet brændte på lidt tidligt. Jo, jeg ville rigtig gerne have haft nogle år mere, hvis man kan sige det sådan. Det havde sgu været dejligt at have været færdig med sin kandidat som jurist og så… bagefter. Det virker uoverskueligt at genoptage studiet nu.

For klog til at være syg

Jeg har været på jobcenteret… Jeg blev smidt ud af SU-systemet efter at have været sygemeldt i en periode. Da det knækkede for mig efter første semester på studiet, røg jeg på kontanthjælp. Jeg kom ned på jobcentret og forklarede dem, hvordan det stod til. Jeg var nødt til at tage min mor med, for jeg turde – og tør – ikke tage af sted alene nogen steder. Det var utroligt ubehageligt at komme ind et stort sted, som jeg ikke kendte. Men mødet med jobcentret kunne ikke foregå anderledes, end at jeg skulle møde op personligt, havde jeg fået at vide. Jeg fik en sagsbehandler, der kiggede lidt op og ned i mine papirer og så, at jeg havde læst jura og lige var gået ud af gymnasiet med gode karakterer. Vi fortalte sagsbehandleren, at jeg havde fået en PTSD-diagnose og var i intensiv behandling for angst og tvangshandlinger. Sagsbehandleren mente, at ’den behandling kunne kommunen godt overtage, fordi de havde sådan nogle højskoletilbud, hvor jeg kunne komme i angstbehandling’…
Jeg måtte sige, at det ville jeg ikke, fordi jeg ikke turde at være blandt andre mennesker og allerede var i gang med et længerevarende behandlingstilbud i psykiatrien. Men det var et krav at deltage i det tilbud for at få kontanthjælp! Jeg var åbenbart ’for dygtig’ og havde ’for gode papirer’ til, at jeg kunne være psykisk syg. Min mor sad ved siden af mig til mødet. Så sagde hun: ”Anders, nu tager vi hjem!” Jeg var sådan lidt underlig i hovedet. Jeg havde svært ved at kommunikere og at tale. Så min mor tog mig i hånden, og så gik vi hjem. Det ville hun simpelthen ikke være vidne til, og det var dejligt, at hun gjorde det for mig.

Men så stod jeg helt uden indtægt i fem måneder og måtte låne en masse penge af mine forældre og kammerater til husleje og sådan noget. Det varede, indtil min gode psykiater kontaktede jobcentret og fortalte dem, at det ikke var i orden, og hvordan verden hang sammen. Så fik jeg en ny sagsbehandler, der var et menneske med empati. Vedkommende flyttede mig fra den øverste kategori af arbejdsparate ledige til, at jeg er uden arbejdsevne. Jeg har i dag også tilladelse til, at samtalerne med jobcenteret foregår hjemme hos mig. Så fungerer det bedre. De ved, at jeg er i behandling. Samtidig har jeg fået en god bostøtte, og han hjælper mig med at få hverdagen til at fungere.

Nu lever jeg en helt anden tilværelse, end jeg troede, jeg skulle have. Intet studie og på kontanthjælp. I den laveste gruppering, så jeg skal ikke i aktivering eller noget som helst. Jeg skal passe min behandling og få det bedre. Jeg har ingen arbejdsevne, og det er jo noget helt andet fra, ja… at have gået på jurastudiet.
Du kan læse Anders fortælling i sin fulde længde i E-bogen Der er et håb, side 64-69. E-bogen er udgivet af Kvisten, og du finder den HER