Mine forældre blev skilt, da jeg var ca. tre år. Min mor var en del sammen med nogle mænd, som hun kendte fra sin tid på lærerseminariet. De drak rigtig meget, når de var sammen. En af mændene begik overgreb mod mig på mange måder, både fysisk og seksuelt. Der har jeg været omkring fire-fem år. Mit forhold til min mor betød, at jeg aldrig har kunnet mærke, om noget var rigtigt eller forkert, jeg fulgte bare med. Det var også noget, jeg lærte af min far, at man bare skulle følge med og ’gøre, som de voksne siger’. Det var ikke noget, man opponerede imod. Jeg var et meget stille barn. Børn protesterer på forskellige måder, men jeg var meget apatisk. Da jeg var omkring 11 år, var min mor sammen med en ny mand, som også begik overgreb mod mig. Men der fik jeg samtidig en oplevelse af nærhed, som jeg havde brug for.
Min mor var altid skyldfri. Så langt tilbage, jeg over- hovedet kan huske, blev skylden altid lagt over på mig. Alting var altid min skyld. Der fik jeg plantet min skyldfølelse. Hvad jeg mente og følte, det var ikke vigtigt og ikke rigtigt. Jeg var voldsomt traumatiseret. Som barn havde jeg lukket mit følelsessystem helt ned og var slet ikke i forbindelse med, hvordan jeg havde det. Jeg var i den grad dissocieret. Det vil sige, at jeg mentalt befandt mig et sted uden for min egen krop, så mig selv udefra og kunne slet ikke mærke, hvordan jeg selv havde det.

Jeg havde på det tidspunkt netop tilmeldt mig en psykoterapeut-uddannelse. Indtil da havde jeg anset min opvækst som værende harmonisk og god, jeg blev smerteligt klogere. I uddannelsens obligatoriske egenterapi kom meget til at handle om bl.a. omsorgssvigt, dissociation, grænseproblematik, social umodenhed og tilknytningsforstyrrelse, fordi min mor var følelsesmæssigt fraværende og utilgængelig, selv om hun gjorde, hvad hun kunne. Derudover et stort arbejde i at få adskilt hvad der var mors, og hvad der var mit i vores mangeårige følelsesmæssige symbiose, og en dybdegående interesse i senfølger efter seksuelle overgreb – for at forstå hende og mig selv bedre. Jeg blev bevidst om, hvor stort et ansvar et barn kan løfte fra sine forældre og hvor stor tilpasningsevne og loyalitet det kan præstere. Og ikke mindst hvor ubesværet senfølger kan præge gennem generationer. I dag antager vi ud fra erindringer og gamle breve, at min mormor blev krænket af sin far – min oldefar.
Uden sammenligning genkender jeg en del af målgruppens senfølger i mindre målestok, fordi jeg er vokset op med det og har iagttaget fra første række. Mit selvudviklingsarbejde i terapien er stadig aktivt og højt prioriteret (det synes jeg, alle bør unde sig selv). Jeg har gjort mine studier og svagheder til mine styrker og gjort mit arbejdsliv meget meningsfuldt ved at arbejde med Kvistens målgruppe. og – nå ja – det har glædet min mor! :-)
Den største støtte jeg har er mine kolleger, supervisorer og ikke mindst mine gode studiekammerater og rejsefæller fra psykoterapeut-uddannelsen.

Læs også Lars personlige fortælling, der som 12 årig blev overgrebet af sin fasters svoger. Du finder fortællingen i E-bogen Der er et håb, side 53-57. E-bogen er udgivet af Kvisten, og du finder den HER

Se filmen om Henrik, der i barndommen blev misbrugt af sin stedfar. Overgrebene og volden satte sig så dybe og skadelige spor i Henriks liv, at han overvejede at gøre en ende på det. Hør Henrik fortælle om hans liv og om, hvordan han kom ud på den anden side. Du kan se filmen HER

Jeg har været på jobcenteret… Jeg blev smidt ud af SU-systemet efter at have været sygemeldt i en periode. Da det knækkede for mig efter første semester på studiet, røg jeg på kontanthjælp. Jeg kom ned på jobcentret og forklarede dem, hvordan det stod til. Jeg var nødt til at tage min mor med, for jeg turde – og tør – ikke tage af sted alene nogen steder. Det var utroligt ubehageligt at komme ind et stort sted, som jeg ikke kendte. Men mødet med jobcentret kunne ikke foregå anderledes, end at jeg skulle møde op personligt, havde jeg fået at vide. Jeg fik en sagsbehandler, der kiggede lidt op og ned i mine papirer og så, at jeg havde læst jura og lige var gået ud af gymnasiet med gode karakterer. Vi fortalte sagsbehandleren, at jeg havde fået en PTSD-diagnose og var i intensiv behandling for angst og tvangshandlinger. Sagsbehandleren mente, at ’den behandling kunne kommunen godt overtage, fordi de havde sådan nogle højskoletilbud, hvor jeg kunne komme i angstbehandling’…
Jeg måtte sige, at det ville jeg ikke, fordi jeg ikke turde at være blandt andre mennesker og allerede var i gang med et længerevarende behandlingstilbud i psykiatrien. Men det var et krav at deltage i det tilbud for at få kontanthjælp! Jeg var åbenbart ’for dygtig’ og havde ’for gode papirer’ til, at jeg kunne være psykisk syg. Min mor sad ved siden af mig til mødet. Så sagde hun: ”Anders, nu tager vi hjem!” Jeg var sådan lidt underlig i hovedet. Jeg havde svært ved at kommunikere og at tale. Så min mor tog mig i hånden, og så gik vi hjem. Det ville hun simpelthen ikke være vidne til, og det var dejligt, at hun gjorde det for mig.

Men så stod jeg helt uden indtægt i fem måneder og måtte låne en masse penge af mine forældre og kammerater til husleje og sådan noget. Det varede, indtil min gode psykiater kontaktede jobcentret og fortalte dem, at det ikke var i orden, og hvordan verden hang sammen. Så fik jeg en ny sagsbehandler, der var et menneske med empati. Vedkommende flyttede mig fra den øverste kategori af arbejdsparate ledige til, at jeg er uden arbejdsevne. Jeg har i dag også tilladelse til, at samtalerne med jobcenteret foregår hjemme hos mig. Så fungerer det bedre. De ved, at jeg er i behandling. Samtidig har jeg fået en god bostøtte, og han hjælper mig med at få hverdagen til at fungere.

Nu lever jeg en helt anden tilværelse, end jeg troede, jeg skulle have. Intet studie og på kontanthjælp. I den laveste gruppering, så jeg skal ikke i aktivering eller noget som helst. Jeg skal passe min behandling og få det bedre. Jeg har ingen arbejdsevne, og det er jo noget helt andet fra, ja… at have gået på jurastudiet.
Du kan læse Anders fortælling i sin fulde længde i E-bogen Der er et håb, side 64-69. E-bogen er udgivet af Kvisten, og du finder den HER

Min ekskone og jeg har været sammen siden 1989 og indtil vores skilsmisse i 2011. Hun har altid vidst, hvad jeg har været udsat for. Samtalerne med hende er det, der har betydet mest for, at jeg er kommet i terapi. Det blev jo mere og mere udtalt, at jeg hverken kunne indgå i sociale sammenhænge eller vedligeholde venskaber. Hvis vi havde gæster, og der var gået et par timer, satte jeg mig ind på kontoret og lavede et eller andet arbejde og var på computeren, fordi jeg blev fyldt op og mine ressourcer var fuldstændig udbrændt på en eller anden måde. Jeg er også flygtet fra familiefester, når det blev for meget.

Gennem nogle år var jeg den, der tog sig mest af vores datter, fordi min ekskone pendlede fra København til Vordingborg. Jeg var rimelig god til at tage mig af hende i forhold til de praktiske ting, intellektuelt og at stimulere hende med ordlege og sange. Det var alle de ting, jeg havde læst om i bøger, da ’vi’ blev gravide, fordi jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle gøre. Det var sådan noget tillært, fordi jeg følte mig utilstrækkeligt klædt på til at være far. Jeg var enormt bange for, at jeg skulle komme ind i de samme mønstre som min familie. Jeg lærte hende også ret hurtigt, at hun selv skulle tage sig af sine private dele, når hun var i bad osv. Jeg kunne slet ikke forholde mig til, at jeg skulle gøre det. Men jeg har aldrig haft pædofile tanker om hende eller andre børn.

Da min ekskone og jeg blev skilt i 2011, brød jeg sammen. På det tidspunkt var jeg faktisk ikke i stand til at se, hvor senfølgerne og mine psykiske problemer egentlig stammede fra. Men jeg kom til den erkendelse, at nu måtte jeg gøre noget ved det, hvis jeg skulle have noget ud af resten af livet. I en periode var jeg til læge hver måned i et halvt år. Hun konstaterede, at jeg havde svær depression, og at mine fysiske symptomer rent faktisk var sådan noget psykosomatisk. Men jeg fik samtidige mange sygdomme med infektionstilstand; blærebetændelse, nyrebækkenbetændelse og kraftige hovedpiner og… Det var sådan set absurd, at jeg fik problemer – altså dernede omkring underlivet – for det var jo der, noget af misbruget havde fundet sted. Jeg tror også, at det var en af grundene til, at jeg har haft problemer med at spise, fordi misbruget også var oralt, og jeg fik grimme ting i munden.